Formandens beretning 2015

Tanggener
Endnu et år er forløbet med langvarig og undertiden også noget træls sagsbehandling.
Fonden Snekkersten havn har  som nok bekendt sendt en afsøgning til KDI om at få lov til at lukke hullet mellem sandfangeren og stranden, idet de hævdet at hullet er årsag til at havnebassinet fyldes med tang.

Denne udlægning af problemet er vi lodret uenige i og har ført en langvarig og dybgående debat herom med DHI, der er er privat ingeniørvirksomhed med ekspertise på området. Lad det være sagt i al mindelighed at vi bestemt ikke er imponeret af deres ekspertise og sammenligning med situationen andre steder , f.eks. i Charlottenlund og på Hven, styrker denne overbevisning. Det vores opfattelse at DHI har en  del på spil i denne sag, bl.a. fordi de skal forestå kystsikring på Nordkysten, men de og vi har valgt ikke forsætte meningsudvekslingen yderligere.

Det skal tilføjes at kommunen har bakket FSHs ansøgning op, ikke fordi de tror at det er den rigtige løsning, men for at afprøve det, som det hedder. Vi finder at denne manøvre er unødvendig og at den eneste løsning er en afkortning eller bortfjernelse af sandfangeren. Andre eksperter støtter os, udenfor nummer,  i denne opfattelse. Hvorom alting er så har sagen nu ligget i KDI et halvt års tid og vi venter fortsat på en afgørelse. Skulle afgørelsen falde ud til havnens fordel  vil vi straks klage til Trafikministeriet over overtrædelse af betingelserne for opførelsen af sandfangeren, hvor det bl.a. hedder at "Sandfangeren på intet tidspunkt må blive landfast".

Alt imens vi venter er det atter blevet forår og lugten breder sig. Vi har derfor for nylig skrevet til forvaltningen og forespurgt hvad man tænker at foretage sig i forhold til den aktuelle situation. Vi har bl.a. spurgt om hvordan man vil følge op analyserne fra sidste år(som påviste et betragteligt iltsvind), og man foretager løbende analyser. Vi har også spurgt til hvad kommunen agter at gøre hvis generne udvikler sig i stil med sidste år, om man vil pålægge havnen at fjerne tangen for egen regning? Desuden har vi påpeget at stranden nord for havnen praktisk taget er ubrugelig og at miljøgenerne i området står i grel modsætning til de høje ejendomsskatter/grundskyldspromiller.

Grønnegangen
Endnu en langvarig sag vedrører den klage vi i 2012 indgav over en tilladelse til et ulovligt hegn på Grønnegangen 42, som kommunen i strid med lokalplanen gav tilbage i 2012. Vi fik medhold heri fra Natur- og miljøklagenævnet, men ikke desto mindre valgte kommunen at dispensere fra denne afgørelse! Sagen blev, som man måske har bemærket, omtalt i lokalpressen. Formanden leverede et debatindlæg hvor sagen blev sat i sammenhæng med en lang række andre fadæser. Vi påtænker nu at indklage at reglerne , trods godkendelse af selve hegnet, ikke overholdes.

Borupgårdcentret
Foreningen har i det forløbne år også arbejdet med planerne for nybyggeri i Borupgårdscenteret. Det seneste forslag er ganske vist mindre af omfang end tidligere, men, men. Forslaget opererer med en anden fase som kun er løseligt skitseret, så man ikke får et reelt indtryk af det samlede byggeris omfang, herunder også parkeringsbehov og trafikbelastning. I øvrigt har man undladt at forholde sig til spørgsmålet om øget trafikbelastning i området. Ligeledes findes der ikke en ordentlig miljøvurdering af byggeriet, herunder en vurdering af indflydelsen på landskabet, også set fra kystlinjen og uden fra vandet. Danmarks Naturfredningsforening har valgt at indgive en klage til natur- og miljøklagenævnet desangående. Endelig er der også fra forskellig sive rejst indvendinger imod selve arkitekturen: Det ligner umiddelbart Prøvestenscentret stablet i højden!

Trafik
Sidste sommer afviklede kommunen et trafikforsøg på Strandvejen overfor havnen og omkring Espergærde havn. Der er lavet en udførlig evaluering af forsøget, som peger på en succes: Farten på vejen blev sænket til det tilladelige niveau,  støjniveauet blev sænket og sikkerheden øget. Forsøgsudvalget indstiller af forsøget gøres permanent fra 2015, men tænk engang, kommunen har ikke afsat penge hertil. Ved den ene hånd ikke hvad den anden gør?


Jan Horn Petersen
Formand for Snekkersten Borgerforening